En død i mig selv...

Jeg er bange af en grund. Jeg kan ikke tro på at nogen siger de elsker mig. Jeg kan ikke forstå hvordan nogen kan kunne lide mig, eller være forelsket i mig. Jeg forstå heller ikke mine egne forældre eller søstre. Jeg burde ikke blive elsket. Jeg burde forsvinde, så ingen kom til skade på grund af mig. Jeg burde dø. Jeg burde ikke være blevet født. Måske kan man løbe fra alt, men uanset hvad kan man ikke løbe fra smerten. Jeg burde være glad, men er deprimeret. Jeg burde græde af glæde, ikke græde af sorg. Jeg burde ikke side og skrive det her ned, jeg burde snakke om det med nogen.  Jeg burde ikke sætte en mur op for alle andre, så de ikke ser hvordan jeg i virkeligheden har det. Der er mange ting jeg ikke burde gøre, men hvis jeg lader være, ser folk min smerte og enten er de ligeglade, hvilket nok er bedst, eller også begynder de at føle smerte over at jeg føler smerte, og der skal ikke være nogen der får det dårligt på grund af mig. Det eneste jeg har brug for lige nu er noget jeg ikke kan få. Et kram og et kys og beskeden om at jeg ikke må dø. Men ofte når en person får den besked, er de ved at dø helt. Jeg? Jeg dør kun indeni... for nu.

Selvmord medfører døden...

Jeg ved godt det egentlig giver megt god mening, men der er ikke nok der tænker over det. At prøve at begå selvmord, er jo i virkeligheden et skrig om hjælp, mem hvis du gør det er der ikke noget hjælp at få fra nogen. Så er det slut og du kommer ikke til at blive reddet.