Jeg har lyst til at skrige. Jeg skriger. Skriger for det jeg aldrig håbede ville ske. Jeg er ikke alene, det ved jeg, men jeg er ensom. Jeg har lyst til at smide med borde, stole og hvad der nu ellers fylder dette tomme rum. Jeg kan ikke se en anden udvej, for det jeg tænker på, trækker mig så langt ned, at jeg knapt kan trække vejret. Jeg kan ikke ånde. Jeg kan ikke noget som helst. Jeg kan kun sidde og kigge på mens min sjæl bliver knust gang på gang, og derefter helet igen, fordi han tænker for meget på mig. Er en time for meget? Behøver jeg at få dårlig samvittighed hver gang jeg snakker med hende? Skal jeg ikke bare stoppe? Nej. For det kan jeg ikke. Det kan jeg virkelig ikke. Det ville ødelægge ham. Og mig. Men det er ligemeget. Hvorfor føler jeg at uanset hvad jeg gør, så gør jeg noget forkert? Det er jo ikke fordi jeg ikke elsker ham mere. Det er fordi at det tynger mig ned. Meget ned. Så meget at mine tanker fra et år siden ville være passende nu. Men jeg tror på ham. Han er den som fylder mit liv. Jeg tror rent faktisk at han er den eneste ene, eller hvad man nu siger. Men jeg ved ikke om jeg nogensinde bliver sikker. Jeg er knust. Og det forbliver jeg for evigt, men jeg prøver. Jeg vil ikke ødelægge ham. Det kan jeg ikke får mig selv til uanset hvad. Men jeg ønsker virkelig af hele mit hjerte, at han ville lad være med at gå fuldstændig ned over det. Det giver mig lyst til at skrige. Jeg skriger. Skriger for det jeg aldrig håbede ville ske. Skriget giver genlyd mod væggene i det tomme rum. Jeg stopper, men det runger stadig i mit hoved. Jeg sidder bare og høre genlyden af mine skrig, og kan intet gøre for at stoppe det. Intet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar